Hverdagen i Firkløveren

Hverdagen i Firkløveren kan afhængig af børnegruppen se meget forskellig ud fra måned til måned.

Vi har med små mennesker at gøre, der hele tiden udvikler sig, og som fungerer sammen i en børnegruppe. Samtidig imødekommer vi det enkelte barns behov, hvilket betyder, at vi altid vil have en foranderlig hverdag.

Vi planlægger den pædagogiske hverdag, så den kan tilpasses til børnegruppen og det enkelte barn.

En børnegruppes energi kan én dag være til at lege selv på stuen i små grupper rundt omkring, mens de voksne er nærværende og støtter og hjælper børnene i deres leg og eventuelle konflikter med andre børn. Det er vigtigt, at børnene med hjælp fra de voksne lære at begå sig socialt med de andre børn og håndtere konflikter selv.

En anden dag kan børnegruppens energi være til voksenstyrede aktiviteter, som at male, synge, læse, lave rytmik, lave puslespil, lege med modellervoks osv.

Og en helt tredje dag kan egne sig bedre til leg på legepladsen eller gåtur i nærmiljøet.

 

I løbet at dagen har vi dørene åbne mellem stuerne, så børnene kan bevæge sig rund i huset og fordybe sig, hvor de finder interesse og gå på opdagelse der, hvor de er mest nysgerrige. På denne måde danner børnene også relationer til børn og voksne på de andre stuer. 

 

Vi har en overordnet struktur, som tilpasses det enkelte barns soverytme og spiserytme.

 

Hver morgen kl. 7 åbner 2 medarbejdere vuggestuen.

 

kl. 7-7.30 er der morgenmad til de børn, som ikke har spist hjemme fra.

 

Kl. 8. åbnes alle tre stuer, og børnene fordeler sig rundt i huset.

 

Omkring kl. 9 holder vi samling på hver stue. Her synger vi sange med fagter sammen med børnene, og børnene får frugt, rugbrød og vand.

 

Kl. 9.30 er der 3 medarbejdere på hver stue, og det er fra nu og frem til frokost, at dagens planlagte voksenstyrede aktiviteter finder sted.

 

Kl. 10.30-11 spiser vi frokost med dem, der er vågne, hvorefter de efter behov, én efter én puttes ud og sove til middag.

 

Kl. 12-14 afvikler personalet pauser, holder møder og andet praktisk arbejde.  Og de små, der er vågnet fra deres formiddagslur, spiser frokost.

 

Kl. 14-15 vågner børnene én efter én op til frugt, rugbrød og mælk.

 

Herefter går vi enten på legepladsen eller leger indenfor. Og de små der sover to gange skal til at have deres anden lur.

 

Kl. 17 lukker vuggestuen, og her skal alle børn være hentet. (vi lukker kl. 16 om fredagen)